Symptomer på
betændelse i tandkød?

Få 6 gode råd af tandlægen her:


Har du tandkødsbetændelse, eller er du i tvivl, om det er reel betændelse i tandkødet, du har?

Nedenfor har vi samlet en guide til dig med information om, hvilke symptomer du skal være særligt opmærksom på i forbindelse med tandkødsbetændelse.

Vi har også råd og tips til, hvad du selv kan gøre for hurtigere at komme af med betændelse i tandkødet og symptomerne herpå.

Sidst, men ikke mindst, kan du teste dig selv for, om det er tandkødsbetændelse, du har.

Hvad er tandkødsbetændelse?

Tandkødsbetændelse er, som navnet antyder, en betændelsestilstand i tandkødet. Har man tandkødsbetændelse, vil man typisk opleve, at tandkødet er ømt og hævet omkring tænderne.

Når tandkødet hæver op, skyldes det øget blodtilstrømning i tandkødet, hvilket også kan bevirke, at det lettere bløder fra tandkødet. Den øgede blodgennemstrømning er konsekvensen af irritation i tandkødet.

Typisk opstår denne irritation på grund af mangelfuld tandbørstning. Børstes tænderne ikke grundigt nok, vil plak (bakteriebelægninger) sætte sig i lag langs tandkødet. Bakteriernes affaldsstoffer skaber irritationen i tandkødet.

Hvem får sygdommen?

Tandkødsbetændelse er nærmere en tilstand end en sygdom. Alle kan få tandkødsbetændelse uanset køn og alder. Noget medicin kan dog gøre tandkødet ekstra sensitivt for betændelse i tandkødet.

Det samme kan ændringer i den hormonelle tilstand. Graviditet og overgangsalder er eksempler herpå.

Derudover kan stresshormonet kortisol også være en medvirkende udløsende faktor. Er du påvirket af stress, kan det således medvirke til øget disponering.

Den altoverskyggende årsag til tandkødsbetændelse er dog mangelfuld mundhygiejne. Det vil derfor typisk være dem med mangelfulde rutiner i forhold til mundhygiejne, som bliver ramt.

Hvordan smitter tandkødsbetændelse?

Tandkødsbetændelse kan ikke smitte mennesker imellem. Men har du tandkødsbetændelse i din mund, er det tegn på en overvækst af uhensigtsmæssige bakterier i din bakterieflora, hvilket vil påvirke hele munden. 

Vi har alle en kompleks sammensætning af bakterier i munden. Bakterierne i munden har blandt andet betydning for vores fordøjelse. Når vi spiser, synker vi naturligt en del af bakterierne.

Bakterierne i munden påvirker således også vores tarmflora. I tarmen har vi cirka 80% af vores immunforsvar. Det betyder, at din munds bakterieflora har indvirkning på kroppens generelle sundhed.

Hvad er årsagen til tandkødsbetændelse?

Årsagen til tandkødsbetændelse vil typisk være udløst af mangelfuld mundhygiejne. Når du ikke sikrer en optimal mundhygiejne, risikerer du en ophobning af bakterier på tænderne langs tandkødet. Denne ophobning kaldes plak. 

Årsagen til tandkødsbetændelse er netop plakken, der er lokaliseret op ad tandkødet. Plakkens affaldsstoffer udløser hævelse og risiko for blødning.

De fleste vil igennem livet opleve at døje med tandkødsbetændelse i perioder. Typisk stressede perioder, hvor der går koks i de faste tandbørsterutiner.

Bløder dit tandkød ved tandbørstning?

Kan du svare ja til dette, er du meget vel ramt af tandkødsbetændelse. Betændelse i tandkødet er dog let at behandle. Der kræves sjældent mere end en god mundhygiejne at blive tandkødsbetændelsen kvit.

Med en god mundhygiejne menes der tandbørstning 2 gange dagligt i minimum 2 minutter – samt supplement af tandtråd 1 gang dagligt.

Test dig selv: Har du tandkødsbetændelse?

Er du i tvivl, så lav denne test:

1) Tag et stykke tandtråd eller en tandtrådsholder.

2) Kig i spejlet og bemærk, om du mellem dine tænder har små tandkødstoppe (papiller).

3) Før nu tandtråden ned mellem tænderne og 2-3 millimeter ned under tandkødet.

4) Husk, at tandtråden skal ned på hver side af tandkødstoppen.

5) Kig på tråden. Er der blod på den?

6) Lugt til tråden. Lugter det grimt?

Kan du svare ja til ét af de ovenstående to spørgsmål, så har du med stor sandsynlighed tandkødsbetændelse. Er du i tvivl, så spørg din tandlæge til råds.

Oftest stillede spørgsmål: Symptomer på tandkødsbetændelse

Hvordan føles tandkødsbetændelse?

Tandkødsbetændelse kan føles ømt, og nogle mærker tilmed, at det dunker. Andre mærker slet ikke noget, men opdager det ved, at det bløder.

Når der er betændelse i tandkødet, hæver det op, og der skal derfor mindre til, for at det bløder. En anden bivirkning kan være dårlig ånde.

Hvordan føles tandrodsbetændelse?

Tandrodsbetændelse, altså betændelse ved tandens rod, føles typisk, som om den pågældende ramte tand er for høj.

Det kan også føles, som om tanden dunker, når du ligger ned eller får hovedet nedad. Rodbetændelse kan forekomme ved meget dybe huller i tænderne.

Er betændelse i tandkødet farligt?

Det er i sig selv ikke farligt at have tandkødsbetændelse, men når tandkødet bløder lettere, har mundhulebakterier lettere adgang til blodbanen.

Eventuelle uhensigtsmæssige mundhulebakterier kan herved transporteres rundt i kroppen og lave alvorlig skade. Et sundt tandkød bidrager til en sund krop.

Hvordan får man hurtigt tandkødsbetændelse til at gå væk?

Med rette indsats i tide vil det typisk ikke tage mere end 1 lille uge – max 2 uger – at få tandkødsbetændelsen væk.

Behandlingen af hævet tandkød vil bestå i at sikre en optimal mundhygiejne. Derudover kan det blive nødvendigt at supplere med en tandrensning.

Kan tandkødsbetændelse gå væk af sig selv?

Hvis du ikke gør noget, er det sjældent, at tandkødsbetændelsen vil forsvinde af sig selv, men der findes tilfælde, hvor det er muligt, at den forsvinder af sig selv.

Et eksempel på dette er blandt andet helt lokale tilfælde af tandkødsbetændelse, hvor eksempelvis en kerne er tygget ned og sidder i spænd mellem to tænder.

Hvad hjælper mod betændelse i munden?

Det afgøres af, hvad den udløsende årsag til betændelsen er. Er årsagen dårlig mundhygiejne, som det typisk er, vil optimering af mundhygiejnen hjælpe.

Det bedste, du kan gøre, er derfor at optimere på din mundhygiejne – eventuelt ved brug af en eltandbørste 2 gange dagligt og supplement af tandtråd 1 gang dagligt.