Viden om tænder › Tænder › Dårlig ånde
Den latinske eller lægelige term for den ubehaglige tilstand er Foetor ex ore (som i øvrigt betyder ‘stank fra munden’, og i langt de fleste tilfælde skyldes det bakterier i munden (90 % af alle tilfælde).
I sjældnere tilfælde skyldes tilstanden problemer med fordøjelseskanalen, luftvejene eller systemsygdomme, som dog ikke vil blive behandlet i dette indlæg.
Her vil vi udelukkende koncentrere os om dårlige ånde, når den opstår på grund af bakterier i mundhulen.
Hvis du ikke opretholder en god mundhygiejne, giver du mundens bakterier lov til at blive siddende omkring tænder og tandkød.
Bakterierne sætter sig gerne langs tandkødet, i tandkødslommer, i dybe huller i tænderne eller på den ru tungeryg.
Vi har alle bakterier i munden, men mange af dem nedbryder de organiske bestanddele i mad, som danner ildelugtende svovlbrinteforbindelser. Og dermed opstår den dårlige lugt fra munden.
Der er flere grunde til dårlig ånde, eller halitosis som det også kaldes:
Tandkødsbetændelse
I nogen tilfælde er der tale om tandkødsbetændelse eller paradentose.
Visdomstand
En anden hyppig årsag er betændelse omkring en frembrydende visdomstand, og hvis der ikke er plads til tanden vil tandlægen anbefale dig at få fjernet visdomstanden.
Mundtørhed
Dårlig ånde kan også skyldes mundtørhed, som flere oplever ved medicinindtag.
Tandproteser
Tandproteser kan skabe ”proteseånde”, hvis protesen ikke holdes ren for madrester.
Det er afgørende med en god mundhygiejne, da dette hjælper med at holde bakterieniveauet i skak.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du børster dine tænder mest effektivt, så lad tandlægen hjælpe dig, og bliv instrueret i brugen af den rigtige tandbørste og børsteteknik.
Du kan ligeledes få vejledning i at anvende tandstikkere og tandtråd, ligesom tandlægen kan vise dig, hvordan du bedst holder en protese ren.
Husk, at bakterier også sætter sig på tungen. Derfor skal du også huske at holde den ren.
Du kan børste tungen med din tandbørste eller rense med en speciel tungeskraber. Husk at skifte tandbørste jævnligt, så du ikke vasker gamle bakterier rundt i munden.
Mange skjuler den dårlige lugt ved at bruge forskellige former for vellugtende pastiller, tyggegummi eller mundskyllevæsker.
Konstant brug af mundskyllevæsker anbefales dog ikke, medmindre der er en særlig grund til det.
Tal med din tandlæge, før du går i gang med at bruge mundskyllemidler i et stort omfang.
Anvender du tyggegummi til at forfriske munden med, bør du vælge et sukkerfrit mærke, så risikoen for huller i tænderne mindskes.
Af samme årsag skal du være forsigtig med sukkerholdige halspastiller.
Vil du gerne vide mere om Godt Smil? Så kan du med fordel navigere til forsiden, hvor du blandt andet kan læse om vores koncept og finde den tandlæge, som ligger tættest på din bopæl.