6-års tænder

Fra barnet er ca. seks måneder, begynder de første små mælketænder langsomt at bryde frem, og det kan give ømhed.

Ømheden skyldes, at tænderne skal bryde igennem tandkødet (gingiva) for at komme frem på deres rette plads.


Når barnet er omkring to år, har alle mælketænderne meldt deres ankomst. Der kommer 10 i hver kæbedel, fem i hver kvadrant – 20 styks i alt. Når barnet fylder fem, er det på tide at kigge efter 6-års tænder.

Du husker nok ikke ømheden, fra da du var barn, men måske du kan mindes, hvordan det føles, når en visdomstand er på vej – ja, da forstår man straks, at de små pus kan komme til at knibe en tåre eller to.

Mælketænder skal ikke børstes – der kommer jo nogle nye

Det er rigtigt, at mælketænderne ikke skal holde livet ud, men de første års børstevaner skaber grundlag for resten af livet. Gør dit barn (og dig selv) en tjeneste og tag hul på tandbørstningen i tide.

Når de første blivende 6-års tænder er på vej, er det en fordel, at børstevanerne har bidt sig fast.

Det anbefales at starte med en blød babybørste (fås på apoteket), allerede inden første tand er på vej. Gør det til en hyggestund og lær barnet fra start, at tandbørsten er et rart bekendtskab.

En blød børste kan have en lindrende effekt ved kløende tandkød eller gummer med tænder på vej.

Giv 6-års tænderne den bedste start

Det er meget individuelt, hvornår 6-års tænder bryder frem.

Vær ekstra opmærksom dem, da det ikke er alle, der oplever ømhed.

Kig allerede fra 5-års alderen ved den bagerste mælketand. Her vil man som regel kunne se en lille stump tand titte frem. Her er tandbørstningen altafgørende.

Tandkødet dækker i starten størstedelen af 6-års tanden. Dette skaber risiko for en bakterieophobning ned langs og under tandkødet.

På dette stadie er 6-års tænder virkelig sårbare og afhængige af daglig renhold. Når tyggefladen endelig er fuld frembrudt, skal man også være på vagt.

6-års tænder har ofte nogle dybe riller eller furer (fissurer) i tyggefladen. Disse skaber optimale forhold for, at bakterier kan sidde fast og danne huller i tænderne. I nogle tilfælde kan man med fordel forsegle tyggefladen (fissurforsegling) med en tynd lak, som lukker af og skaber en glat overflade med gode muligheder for at sikre optimal renhold.

Det rigtige værktøj er halvdelen af arbejdet

Det kan synes som en umulig opgave for en voksenhånd at betjene en tandbørste i en barnemund, men med rette udstyr er opgaven overkommelig. Gå efter en tandbørste med et lille børstehoved og et langt skaft.

Børsterne skal være bløde, da det nedsætter risikoen for børsteskader (usurer). Husk, at det ikke drejer sig om at børste hårdt, men derimod at være grundig og komme hele vejen rundt. Inderside, yderside og tyggeflade.

Bruger man en cirkulær gnubbebevægelse eller en vinkling på 45 grader ned mod tandkødet, så sikrer man, at børstehårene masserer tandkødet blidt, og at børsterne rammer mellemrummene.

Tandtråd er det bedste redskab, hvis man vil forebygge huller imellem tænderne.

Brug en flad tråd, gerne på en holder, så slipper du for at skulle have hele klør fem ind i munden på barnet. Sidst men ikke mindst, så anbefales det at bruge en fluorholdig tandpasta (min 1450ppm).

Brug en mængde, der svarer til barnets lillefingernegl.

God fornøjelse 🙂

6-års tænder – vigtigt at vide

Smerte og tandpine kan forekomme ved frembrud
En 6-års tand skal holde hele livet
Kunsten er at sikre renhold for at undgå huller
Støtte og hjælp til tandbørstning er vigtigt
Årene indtil barnet er 10 – 12 år, er der behov for hjælp
Riller i tyggefladen kan skabe større risiko for huller
Se, hvor du børster – 6-års tanden gemmer sig allerbagerst
Tandtråd er nødvendigt for grundig mellemrumsrenhold
Anbefalingen er at børste med fluortandpasta
Navnet indikerer frembrud ved 6-års alderen
Den rigtige tandbørste gør en stor forskel.

Vil du gerne vide mere om Godt Smil? Så kan du med fordel navigere til forsiden, hvor du blandt andet kan læse om vores koncept og finde den tandlæge, som ligger tættest på din bopæl.